"I det mindste gik han aldrig" er endnu et citat fra min yndlings-løbebog "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe" af Haruki Murakami. Det er teksten han gerne vil have på sin gravsten for han har sat en stor ære i aldrig at begynde at gå når han deltager i et løb, uanset hvor smadret han end måtte være.
Det motto huskede jeg på efter 5 km på gårsdagens træning. Ved 5 km kunne jeg mærke at jeg løb med for høj intensitet i forhold til varmen og den planlagte distance. Skaden var sket - det vidste jeg, men besluttede samtidig at jeg ikke vil begynde at gå når kræfterne slap op. Det skete efter 7 km, hvor jeg følte mig dehydreret og min krop skreg på at jeg skulle stoppe og gå hjem. Viljen fik mig hele vejen hjem i løb (i alt ca. 10 km).
